Sidecar
Ingredienser
- 3 centiliter Cognac Pierre Ferrand 10 Generations
- 3 centiliter Likør Bad Dog Orange Liqueur (Cointreau)
- 3 centiliter friskpresset Citronsaft (sies evt.)
- 1 centiliter Sukkersirup (2 dele sukker/rørsukker 1 del vand)
- 12 stk. Isterninger
- Sukker til sukkerkant på glas / kant dyppes i cognac
- Appelsin usprøjtet
Opskriften er fra bogen: “Ikoniske cocktails“, skrevet af Jesper Schmidt. Han skriver følgende om den:
“Ingen kender helt Sidecars oprindelse, men myten går på, at en amerikansk kaptajn opfandt den, mens han var udstationeret i Paris under 1. Verdenskrig. Han frekventerede jævnligt sin favoritbar i byen, hvortil han altid blev kørt i en sidevogn på en motorcykel, og deraf navnet Sidecar. Cocktailen kombinerer cognac, orangelikør og citronsaft, og bartendere verden over kæmper for at opnå den perfekte balance, der giver en fløjlsblød mundfølelse og tilpas sødme til at balancere syrligheden og alkoholen. Her kommer et rigtig godt bud, og husk: Sørg for at have en rigtig god cognac ved hånden, for den er essentiel for at ramme den perfekte Sidecar.”
- Opskriften kræver følgende grej:
- coupeglas (afkølet)
- jigger
- shaker
- strainer
- tyndskræller
Kom alle ingredienser i shakeren, og shake hårdt i 10-12 sek.
Skær en lang strimmel appelsin, og pynt drinken med den.
Alternativ og kommentar fra anden side:
En Sidecar er en stærk og syrlig cocktail, som består af cognac (og her er det virkelig vigtigt at vælge en god cognac, ellers falder drinken totalt igennem), appelsinlikøren Cointreau og citronsaft. Det er en forfriskende cocktail, som med dens markante syrlighed kan være en udfordring for dem, der er vant til søde frugtbaserede cocktails, men Cointreau’en og cognac’en giver tilsammen tilstrækkelig balance og dybde til, at man trods alt ikke føler, at man sidder og suger på en citron.
Der er en del uenighed om proportionerne – mens den såkaldte ”franske skole” sværger til lige dele af de tre ingredienser, er mængden af cognac øget til det dobbelte i den engelske variant. Den franske – og mest originale – version er lettere og mere forfriskende i smagen, mens den engelske er tungere, med en dybere og mere kompleks smag. Med min forkærlighed for det syrlige, foretrækker jeg personligt den franske version, selvom det for begge variationer gælder, at det er absolut fantastiske cocktails!
Sidecar blev siden en yndet cocktail i kredsen af amerikanske forfattere og kulturpinger i mellemkrigstidens Paris, hvor især Hemingway (som jo aldrig gik af vejen for en god drink) blev fan. Så meget faktisk, at Hemingway Bar på Hotel Ritz har lavet en specialudgave af Sidecar’en, hvor de bruger en særlig vintage cognac fra 1830 (dvs. før sygdommen Phylloxera lagde de fleste af Europas og særligt Frankrigs vinmarker øde). Pris: 515 dollar, men så kan du også prale med at have smagt en af verdens absolut dyreste (og forhåbentlig bedste!) cocktails…